Wasserfall: Tysk antiluftfartøjsstyret missil
Wasserfall, når den placeres på affyringsrampen. Stedet og tidspunktet for fotograferingen er ukendt.
Arbejdet på Wasserfall blev udført i 1941-1945 på forskningscentret i Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Projektet var baseret på tidligere erfaringer med at skabe det ballistiske V-2 missil. Wasserfall, som en af de wunderwaffes, der blev skabt i Det Tredje Rige, skulle sammen med andre udviklede repræsentanter for denne klasse af våben "feje" de allierede tunge bombefly fra den tyske himmel. Men havde de allierede virkelig noget at frygte?
Wasserfall indgår i Hitlers såkaldte Mirakuløse våben, som skulle vende det ugunstige hændelsesforløb på fronterne af Anden Verdenskrig, som siden 1943 fandt sted til lands, til vands og i luften, til fordel for Tredje Rige. En sådan kategorisering havde en negativ indvirkning på dets generelle image i litteraturen, som kan findes i et stort antal publikationer. Dette missil blev nogle gange krediteret med fantastiske ydeevneegenskaber, som det simpelthen ikke kunne have i lyset af niveauet af teknologisk udvikling på det tidspunkt, der var rapporter om fly skudt ned med dets deltagelse, eller der var rapporter om udviklingsmuligheder, som tyske ingeniører aldrig bygget og dukkede ikke op nogen steder. De er endda på tegnebrætter. Derfor blev det konkluderet, at på trods af artiklens populærvidenskabelige karakter burde læseren sætte sig ind i listen over de vigtigste bibliografiske enheder, der blev brugt, når der arbejdes med teksten.
Udsigt over Type I affyringsrampen til Wasserfall-missiler. Som du kan se, skulle de opbevares i træbygninger, hvorfra de blev transporteret til affyringsramperne.
De tyske arkiver dedikeret til Wasserfall-raketten er relativt talrige, især sammenlignet med de fleste andre våben, der bærer Wunderwaffe-navnet. Indtil i dag er der i tyske arkiver og museer bevaret mindst fire mapper med 54 siders dokumenter, hvoraf 31 er tegninger og fotografisk dokumentation, herunder detaljerede rat, udsyn til motorrummet, tegninger af brændstoftanke og brændstofsystemdiagrammer. De resterende dokumenter, ligeledes beriget med en række fotografier, er suppleret med mere eller mindre omfattende tekniske beskrivelser af de i forrige sætning nævnte konstruktionselementer og beregninger. Derudover er der mindst otte rapporter, der indeholder information om projektilets aerodynamik.
Ved hjælp af de førnævnte tyske rapporter udarbejdede amerikanerne efter krigens afslutning en oversættelse af dem, takket være hvilken de til brug for forskning udført i indenlandske forsvarsvirksomheder skabte mindst to ret omfattende dokumenter om Wasserfall (og mere specifikt om modeltests): Tests i en vindtunnel for at finde ud af Influence of Speed and Center of Gravity on Handling C2/E2 Design Wasserfall (8. februar 1946) oversat af Hermann Schoenen og Aerodynamisk Design Of The Flak Rocket, oversat af A.H. Fox. I maj 1946 udgav Luftfartsstabens publikationsafdeling i USA en samlet publikation kaldet Technical Intelligence. Et tillæg, der blandt andet indeholder interessante oplysninger, der bekræfter, at de videnskabsmænd, der arbejder i Peenemünde, arbejdede på en nærhedssikring til Wasserfall-raketten. Dette er ret interessant, fordi nogle specialister generelt mener, trods bekræftelse fra tyske kilder, at denne type lunte aldrig var beregnet til et projektil. Publikationen indeholder dog ikke en angivelse af dens titel. Ifølge Igor Witkowskis bog ("Hitlers ubrugte arsenal", Warszawa, 2015), kunne Marabou have været sikringen. En kort beskrivelse af denne enhed kan findes i en artikel af Friedrich von Rautenfeld i et bind efter konferencen om udviklingen af tyske styrede missiler (Brunswick, 1957). Det er værd at bemærke, at von Rautenfeld ikke nævner, at Marabou skulle udstyres med en hvilken som helst raket bygget i Det Tredje Rige.
