Kommandør Millos berømte razzia
Millos flagskib fra rallyet til Dardanellerne er torpedobåden Spica i La Spezia. Foto NHHC
Torpedobådsangrebet på Dardanellerne i juli 1912 var ikke den italienske flådes vigtigste kampoperation under Trypillia-krigen (1911-1912). Denne operation blev dog en af Regia Marinas mest berømte præstationer i denne konflikt.
Den krig, som Italien erklærede mod Det Osmanniske Rige i september 1911, var især præget af den italienske flådes betydelige fordel i forhold til den tyrkiske flåde. Sidstnævnte var ude af stand til at modstå de mere moderne og talrige skibe i Regina Marina. Sammenstødene mellem flåderne i begge konfliktende lande var ikke afgørende kampe, og hvis de fandt sted, var de ensidige dueller. Allerede i begyndelsen af krigen beskæftigede en gruppe italienske destroyere (destroyers) tyrkiske skibe i Adriaterhavet, og efterfølgende kampe, inkl. i Kunfuda-bugten (7. januar 1912) og nær Beirut (24. februar 1912) bekræftede den italienske flådes overlegenhed. Landingsoperationer spillede en vigtig rolle i kampen, takket være hvilken italienerne formåede at erobre Tripolitaniens kyst såvel som øerne i Dodekaneserne.
På trods af en så klar fordel til søs lykkedes det ikke italienerne at eliminere en væsentlig del af den tyrkiske flåde (den såkaldte manøvreskadron, bestående af slagskibe, krydsere, destroyere og torpedobåde). Den italienske kommando var stadig bekymret over selve tilstedeværelsen af den tyrkiske flåde i operationsteatret. Hun lod sig ikke trække ind i et afgørende slag, hvor, som italienerne troede, de osmanniske skibe uundgåeligt ville blive besejret. Tilstedeværelsen af disse styrker tvang italienerne til at opretholde alarmerende skibe, der var i stand til at reagere på mulige (omend usandsynlige) fjendens handlinger, især at tildele enheder til at bevogte konvojer - nødvendigt for at levere forstærkninger og udstyr til de tropper, der kæmper i Tripolitanien. Dette øgede prisen på krigen, som allerede var meget høj på grund af den langvarige konflikt.
Kommandoen for Regia Marina kom til den konklusion, at der kun er én måde at bryde dødvandet i flådekampen med Tyrkiet - at neutralisere kernen af fjendens flåde. Dette var ikke en let opgave, eftersom tyrkerne, da de kendte deres flådes svaghed, besluttede at slå sig ned på et tilsyneladende sikkert sted, dvs. i Dardanellerne, ved ankerpladsen ved Nara Burnu (Nagara Cape), 30 km fra indgangen til strædet.
For første gang i den igangværende krig sendte italienerne en flåde mod sådanne skjulte tyrkiske skibe den 18. april 1912, da en eskadron af slagskibe (Vittorio Emanuele, Roma, Napoli, Regina Margherita, Benedetto Brin, Ammiraglio di Saint- Bon" og "Emmanuele" Filiberto), panserkrydsere ("Pisa", "Amalfi", "San Marco", "Vettor Pisani", "Varese", "Francesco Ferruccio" og "Giuseppe Garibaldi") og en flotille af torpedobåde - under kommandoen af vadm. Leone Vialego - svømmede omkring 10 km fra indsejlingen til sundet. Aktionen endte dog først med beskydningen af tyrkiske forter; det var en fiasko i den italienske plan: viceadmiral Viale håbede, at hans holds udseende ville tvinge den tyrkiske flåde til søs og føre til et slag, hvis udfald, takket være italienernes store fordel, ikke var svært at forudse. forudsige. Tyrkerne holdt sig dog kolde og bevægede sig ikke væk fra strædet. Fremkomsten af den italienske flåde foran sundet var ikke en stor overraskelse for dem (...), så de forberedte sig (...) på at afvise angriberen til enhver tid. Til dette formål overførte tyrkiske skibe forstærkninger til De Ægæiske Øer. Derudover besluttede de efter råd fra britiske officerer ikke at sætte deres svagere flåde i havet, men at bruge den i tilfælde af et muligt angreb på strædet til at støtte fæstningsartilleriet.
