Operation Dragon
Landingerne i Sydfrankrig var ikke så dramatiske som landgangene på Normandiets strande. Tysk modstand var meget svagere her.
Vi er fuldstændig uvidende om landgangen i Sydfrankrig den 15. august 1944, som en del af Operation Dragoon, efterfulgt af offensive aktioner fra 6. armégruppe, som praktisk talt befriede det meste af Frankrig. Dette er et eksempel på den imponerende allierede sejr, der bidrog til Tysklands endelige nederlag. Operationen involverede amerikanske, britiske, franske og canadiske tropper.
Operationens skæbne var i balance indtil sidste øjeblik. Alt dette skyldtes en strid mellem britiske og amerikanske planlæggere om, hvad de så skulle gøre. Amerikanerne insisterede på en tidlig landgang i det nordlige Frankrig og en afgørende udvidelse af offensiven ind i hjertet af Tyskland. Briterne foretrak at bløde fjenden i de sekundære krigsteatre, ikke travlt med at storme Det Tredje Rige. Det var også vigtigt at sikre britiske interesser i Middelhavet. Churchills drøm var at lande på Balkan for at forhindre USSR i at komme ind i området. Det lykkedes briterne at overtale amerikanerne til at lande i Nordafrika i november 1942 og derefter lande på Sicilien i juli 1943. Fra da af ønskede amerikanerne at overføre de fleste af deres styrker til Storbritannien og til sidst angribe det nordlige Frankrig. Den amerikanske hærs stabschef, general George C. Marshall, betragtede en fransk fremrykning ind i Tyskland som den hurtigste måde at besejre fjenden.
I sommeren 1943 stod det klart, at invasionen af Vesteuropa ikke kunne finde sted før foråret 1944. Det skyldtes behovet for at overføre amfibiske angrebsstyrker fra Middelhavsområdet til Storbritannien, samt at udvide den invasionsstyrke og deres kapaciteter til et niveau, der ville gøre det muligt at skabe en stor front på det europæiske kontinent. Så lang ventetid var uacceptabel af mange grunde, vi var nødt til at kæmpe konstant. Dette var en af hovedårsagerne til, at den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt besluttede at acceptere det britiske tilbud om at lande i Italien. Trods indvendinger fra de amerikanske stabschefer, som ikke så meget mening i dette.
I foråret 1944 blev det endelig planlagt, hvad amerikanerne ønskede, og hvad Stalin insisterede på – en landgang i det nordlige Frankrig over Den Engelske Kanal. Allerede fra Quebec-konferencen (17.-24. august 1943) var der parallelt med landgangen i Nordfrankrig planlagt en hjælpelanding i Sydfrankrig. Formålet med denne operation var at aflede tyske tropper fra hovedlandgangsstyrken i nord, samt at erobre havne, hvorigennem det også var muligt at levere forsyninger til de tropper, der kæmpede i Frankrig.
At forsyne de væbnede styrker, der var nødvendige for at udføre offensive operationer på en så stor front som planlagt i Frankrig, var et stort problem. Dette krævede helt klart en stor havn med tilstrækkelig kapacitet og effektivt håndteringsudstyr. I den engelske kanal-området var kun Le Havre og Brest sådanne havne, men chancerne for at få dem i en klar-til-brug-tilstand var små. I denne situation var det nødvendigt at stole på mindre havne som Calais, Cherbourg, Saint-Malo og Dunkerque. Og disse var til gengæld ikke i stand til at tage så mange mennesker og last, som det var nødvendigt for en stor gruppe tropper, der nummererede flere hære, forudsat at disse havne også kunne blive ødelagt til en vis grad. Derfor blev det anset som et vigtigt emne at losse denne flaskehals gennem havnene i det sydlige Frankrig. En anden ting er, at en del af tropperne i Middelhavsområdet, især den store franske hær fra Nordafrika, var svære at transportere til Storbritannien, og lettere at lande i Sydfrankrig.
I efteråret 1943 førte desillusionen over det italienske felttogs langsomme fremskridt til tilbagetrækningen af deltagelsen i Operation Ambolt, som landsætningerne i Sydfrankrig blev kaldt. Fronten i Italien havde brug for flere og flere styrker, og operative planer blev systematisk ændret. På et tidspunkt var det endda forudset kun at udføre et afledningsangreb fra styrkerne i én division. En kamp mellem de allierede om strategi og endnu et forsøg på at presse offensiven igennem på Balkan under en konference i Kairo (USA - UK - Kina, 22.-26. november 1943) og i Teheran (USA - UK - USSR, 28. november - 1. december 1943 d.) r.), vakte igen strid. De blev dog besluttet til fordel for at opretholde Normandiets landgangsplan i maj 1944 og en samtidig eller noget senere landgang i Sydfrankrig, i Toulon-Marseille-regionen.
