HSV VL Group A SS, Tickford TL50 og andre klassiske australske biler, der er mange penge værd i dag, men som ikke før kunne sælges på udstillingsgulve.

Tro det eller ej, på et tidspunkt havde nogle Holden-forhandlere svært ved at sælge HSV VL Group A SS-aktier.

Det nylige salg af en Ford Falcon GT-HO Phase III for 1.3 millioner dollars bekræfter flere ting. 

For det første, selvom markedet for den legendariske fase III var faldet med omkring 50 % for et årti siden på grund af GFC og et overophedet marked befolket af ondsindede spekulanter, har selve bilen altid været og forbliver et samleobjekt på 24 karat.

Faktisk var GT-HO Phase III altid en respekteret model, der med garanti kunne samles, med en produktion på kun 300 eksempler og praleretten til at vinde Bathurst i en æra, hvor det faktisk betød noget for en producent.

Men det gælder ikke alt australsk samleobjekt metal. Tro det eller ej, nogle af Australiens hotteste samlerbiler lige nu havde en mindre end lovende begyndelse. 

Faktisk gælder det gamle udtryk "ville du give dem væk" for flere australske klassikere, der nu sælges for en kvart million dollars i nogle tilfælde.

HSV VL Gruppe A SS

Plastgris.

Plakaten for dette fænomen skulle helt sikkert være HSV's allerførste muskelprodukt, 1988 Group A SS (alias Walkinshaw). Igen var dette på et tidspunkt, hvor de biler, der konkurrerede i den årlige Bathurst Classic, skulle være baseret på produktionsbiler, så det var en stor sag at eje en vejversion af en potentiel Bathurst-vinder.

Med sit vilde bodykit, som inkluderede en enorm bagspoiler og en motorhjelm med ventilationsåbninger, var Walkinshaw et kraftfuldt, spændende skue. Men på trods af prismærket på $45,000, med den racerarv, fik købere, der kunne se et stykke australsk motorløbshistorie blive født, de første 500, som HSV skulle bygge for at homologere bilen til racerformål. Det er virkelig her, HSV burde have kaldt nok.

Men det er ikke sandt. Han blev grådig og besluttede, at verden havde brug for 250 flere Walkinshaws. På det tidspunkt var navnekaldet selvfølgelig begyndt, og bilen havde fået titlen "Plastic Pig" for sit uhyrlige udseende. Derudover havde hun endnu ikke vundet Bathurst (det skete først i 1990), og hendes offentlige vurdering faldt ret hurtigt.

Som følge heraf sidder den sidste af de ekstra 250 biler fast i Holden-forhandlere som kæledyrsblå hvalpe i en dyrehandelsudstilling. Ingen ville have dem, og prisskiltet på $47,000 var allerede begyndt at bide. Til sidst ville Holden-forhandlere fjerne gruppe A-kroppesættene fra bilerne og forsøge at sælge dem som noget andet end en Walkinshaw. Der var endda rygter om, at nogle biler var blevet fuldstændig ommalet af forhandlere, der desperate ville fjerne "plastiksvin"-pletterne fra deres udstillingslokaler.

Nu er tingene selvfølgelig vendt hele 180 grader, og Walkinshaw er blevet et af de hotteste samlekort i byen. Priserne kan gå op til $250,000 eller endda $300,000 for rigtig flotte, originale biler. Hvilket efterlader et spørgsmål ubesvaret: hvad skete der med alle de kropssæt, som forhandlerne fjernede dengang?

Tickford TE/TS/TL50

Fra 1999 til 2002 havde Tickford ægte rivaler til HSV.

Ind imellem scorer en bilproducent et chokerende selvmål, der gør en ellers anstændig bil til en stille luksus. Et godt eksempel på dette blev spillet af Fords sportsafdeling, Tickford.

Det var for meget for Tickford at stå ved siden af ​​og se HSV få momentum og begynde at trække spillere ind for pungen. Så han tog den uelskede AU Falcon-række og sigtede på at slå HSV i sin egen kamp; bygge en stor fem-passager sedan, der kunne bugsere en båd eller krydse et kontinent i en enkelt sejlads. Ideen var veletableret, idet den tog en veludstyret AU-version af Falcon og Fairlane og monterede den med den største motor i kataloget, og derefter finjusterede den noget mere for ekstra dynamik.

Der var ingen problemer med noget af dette, men Tickfords fejl var i markedsføringen. I stedet for at tilbyde at gå tå-til-tå med HSV, havde Tickfords salgstale til formål at tilbyde noget mere subtilt for en mand, der ikke følte behov for at skille sig ud. Hvilket ret pænt besejrer formålet med sådanne biler. At forsøge at sælge en bil på dens håndtering og raffinement, da konkurrencen var en muskuløs HSV, var et klassisk tilfælde af at bruge en kniv i en pistolkamp.

Denne tilgang hæmmede også Tickford yderligere, fordi det betød, at den ikke kunne bruge den væsentligt overlegne fire-lys frontend af den mindre Falcon-baserede XR-serie. Nej, det ville være halvt for doven. Så i stedet modtog TE-, TS- og TL-modellerne en lidt forbedret version af den frygtelige standard Fairmont-grænseflade. Resultatet var en række biler, der kørte rigtig godt, men som simpelthen ikke solgte på et marked, der var mere optaget af kvartmilstider. Selv en lokalt udviklet version af 5.0-liters V8'eren, hvor motoren øgede kraften fra HSV-rivalens 5.6-liters, formåede ikke at få indflydelse på den brede offentlighed, og Tickford'erne sad uvirksomme i forhandlere i lang tid.

Nu er der selvfølgelig en nyfundet kærlighed til Tickford Falcons, kombineret med det faktum, at AU nok var den pæneste platform, Ford Australia nogensinde har produceret. Som et resultat stiger priserne, og en god TE eller TS50 koster nu omkring $30,000, hvor de større motorserie 3-versioner koster mere end det dobbelte.

Holden og Ford store coupéer

Hvis du ikke kan sælge hardtop Falcons, skal du bare smække nogle Cobra-mærkater på dem. (Billedkredit: Mitchell Tulk)

Det er midt i 70'erne, og folk forlader det store marked for lokalt fremstillede coupéer i hobetal. Stigende benzinpriser midt i brændstofkrisen (som faktisk ikke skete, men alligevel...) betød, at V8-drevne todørsbiler i fuld størrelse som Holden Monaro og Ford Falcon Hardtop var ude af menuen for de fleste. Faktisk, omkring 1976, var Holdens bedst sælgende todørs bil den Belmont-baserede varevogn. I tilfældet med Holden og Ford coupéer stod begge bilproducenter tilbage med et lager af todørs karosserier uden noget reelt håb om at forvandle dem til Monaros eller GT'er.

Det var da marketingafdelingerne blev kreative. I Holdens tilfælde var løsningen en model kaldet Monaro LE, lanceret i 1976 for at absorbere den sidste af disse kroppe. Det var en ret prangende bil på det tidspunkt, med guld polycast hjul, metallisk bordeaux lak og guld nålestriber. Indeni var der hektar velourbeklædning og mærkeligt nok et ottesporet ammunitionskøretøj. Mekanisk får du en 5.0-liters V8, en tre-trins automatgearkasse og et skridsikkert differentiale. Bilen sigtede også højt, og med et prisskilt på godt 11,000 dollars kunne man købe en 'almindelig' Monaro GTS og lomme omkring tre tusinde kroner i bytte. Til sidst blev 580 LE Coupe produceret og solgt, og det satte en ret pæn ende på Holdens store todørs forhåbninger indtil 2001, hvor den genoplivede Monaro ramte showrooms. I disse dage kommer de næsten aldrig til salg, men når de gør det, kan du nemt bruge 150,000 $ på de bedste.

Holden HX Monaro. (Billedkredit: James Cleary)

I mellemtiden havde Ford det samme problem. På et lignende tidspunkt i historien (1978) fandt Ford 400 Falcon Hardtop-kroppe gemt rundt uden nogen reel måde at losse dem på. Indtil beslutningen blev taget om at tage et blad ud af den nordamerikanske spillebog og skabe en lokal version af Cobra Coupe. Det er ikke tilfældigt, at Edsel Ford II var administrerende direktør for Ford Oz på det tidspunkt. Beslutningen ville være blevet gjort endnu nemmere, hvis Allan Moffats Cobra-leverudstyrede gruppe C-biler havde kørt en eller to i Bathurst sidste år.

Med et udvalg af 5.8- eller 4.9-liters V8-motorer og automatiske eller manuelle gearkasser, solgte Cobra Hardtop i sidste ende meget godt, hvilket gør den til en vindende strategi hele vejen rundt. Det var dog stadig en sag om at tænde markedsføringsbålet under en flok biler, der tidligere så ud som om, de hang rundt. Selvom du går helt ud på Bathurst Special-versionen af ​​Cobra med den største V8-motor og fire-trins manuel gearkasse, vil du i '10,110 stadig kun bruge $1978. 400,000 4.9 dollars, men selv et 12-liters eksempel med automatgear i fremragende stand kan koste en kvart million. OK, disse priser er fra et mid-Covid-perspektiv (som de andre i denne historie), og det menes, at markedet kan afregne i løbet af de næste XNUMX måneder. Men alligevel...

Plymouth Superbird

Cirka 2000 Superbirds blev bygget.

Bare for at bevise, at dette ikke kun er en australsk ting, var nordamerikanerne også i stand til at tilberede biler, der blev ignoreret i deres tid, men som er blevet direkte samlerobjekter med tiden. Ligesom australske biler er nogle af de vigtigste biler blevet homologeret. Sådan var det med Plymouth Superbird fra 1970, som udelukkende blev bygget for at vinde NASCAR-løb, ikke for at lyse op i Plymouths udstillingslokaler. Lignende…

For at give bilen den stabilitet, den havde brug for til at køre på ovale spor med hastigheder på op til 320 mph, var Superbird baseret på Plymouth Road Runner, men tilføjede en enorm kileformet næse og en kæmpe bagvinge, der var højere end Plymouth Road Løber. tag. Samlet set tilføjede næsen alene kun 50 cm til den samlede længde. Kombineret med skjulte forlygter (igen, i aerodynamikkens navn) var udseendet, eh, slående. Det virkede for imponerende for amerikanske købere, og selvom der kun blev bygget omkring 2000, hang nogle stadig omkring forhandlere så sent som i 1972.

I færd med at slippe af med dem har mange forhandlere fjernet bagskærmen eller endda helt konverteret den tilbage til Road Runner-specifikationen. Hvilket virker endnu mere utroligt nu, da det var Superbirds skandaløse personlighed, der tog den fra et helt nyt tilbud på $4300 til en $300,000 eller $400,000 samlerbil i dag. Åh, NASCAR at blive forbudt for simpelthen at være for hurtig skadede heller ikke Bird stock...